Frokost i sort på hvidt

Jeg kan tydeligt huske den lidt for kølige, men klare eftermiddag, da vi alligevel satte os midt i den duftende, syrlige fyrreskov. Madpakken var lækker, for man bliver altid sulten i en skov. Aldrig har blødkogte æg været så cremede, aldrig har røget makrel været så viljefast i smagen og så spændstig i konsistensen. Agurken var sprød og smagte af regnskov frem for vand.  Tomaten var som et lille koncentrat af solskin, der tikkede som en bombe for at springes, så snart tænderne prikkede hul i den spændte skræl. Fugle af en art stod nærmest stille på himlen, som kurrende prikker. Jeg husker tydeligt at Cornelia også var der, og at vi drak skarp snaps, der prikkede i næsen og ned langs struben ud i blodet. Jeg husker alt dette, da jeg læser Per Højholdts digt ”Frokost i det grønne” fra 1977.

Digtet er ord på et stykke papir, men de går i metamorfose i læserens fantasi og bliver til billeder og dufte, måske endda stemning og følelse og oplevelse, som et minde, næsten som havde læseren været på picnic selv. Min ”frokost i det grønne” er stensikkert anderledes end din, men der er måske nogle elementer vi kan blive enige om, selvom de ikke står i teksten sort på hvidt.

Denne oplevelse af en tekst er noget som Per Højholdt tematiserer. Han bryder med ét sin hjemmelavede illusion for at afslutte med en metarefleksion over det at opleve en beskrevet frokost. Denne refleksion kommer lige under ”frokostens” klimaks, da Cornelia skal til at bide i en tomat, som kan læses som et uundgåeligt syndefald. Det er netop denne læsning som Per Højholdt gør en smule grin med, når teksten ”slår op”:

”I samme sekund sekundet

 indtræffer det sekund hvor teksten

slår op og den umulige frokost

alligevel fortsætter

og allerede har fundet sted”

Digtet vender på en tallerken, da det starter ud som en sanselig beskrivelse og ender som en kommentar til, hvad tekst kan gøre i læserens hoved. Per Højholdt kan overraske på denne måde, da han kender den symbolværdi et måltid kan have.

Mad i kunsten og litteraturen har en merbetydning. Et æble er et syndefald, en gulerod er en fallos og mange andre ingredienser og sågar måltider har symbolværdier, eller stærke konnotationer. Et eksempel er stegt flæsk med persillesovs, som for nyligt blev udnævnt ”Danmarks nationalret” og emmer af tradition og patriotisme. Selve det at spise er associeret med den seksuelle akt, helt fra folkeeventyret. Men mad må mere - udover at de forskellige spiser har symbolværdi og en affektionsværdi, så kan mad være enormt sanselig. Det er særligt smag og lugtesansen der stimuleres, hvilet bryder med litteraturens ofte visuelle beskrivelser, velsagtens fordi synet er menneskets stærkeste sans. Det skal også tilføjes, at vi helt konkret opfanger teksten med øjnene når vi læser. Når så andre sanseindtryk kobles på, bliver tekstens motiv nemmere at forestille sig, man kan med et passende kliché sige, at teksten bliver levende.

Inden for billedkunst er det visuelle udtryk det vigtigste. Ganske vist kan en billedflade have taktile egenskaber, men det er gennem øjnene vi modtager indtrykket. Billeder med mad på påvirker beskuerens øvrige sanseapparat, og måske er det netop en påvirkning af modtageren, der er kunst.

Et stilleben af en frugtskål ser lækkert ud og beskueren får gerne frugt-cravings og spyt i munden. Omvendt kan man blive frastødt, når maleriet taler til andre sanser, som for et eksempel på Mickael Kviums ”Man kan hvad man vil” og ”Man gør hvad man kan”, hvor en deform kvindeskikkelse spiser et barn på det ene maleri og kaster op på det næste. Man skal ikke tage fejl af, at det er Kviums intention at frastøde beskueren. Det må det være. Når man modtager så stærkt et indtryk, provokeres man til at reflektere, når væmmelsen har lagt sig. Man kan hvad man vil. Næsten. Den generation jeg tilhører har i hvert fald flere muligheder end nogensinde før. At man skal gøre hvad man kan, i den betydning at man skal gøre sig umage, kan heller ikke rejse stor debat. Men at gøre noget blot fordi, at det er muligt er derimod helt forskruet og afskyeliggøres i malerierne, på samme måde som det blev med Marco Evaristtis ti guldfisk i blendere.

Helt omvendt er æstetikken i min frokost, og der stilles også nogle anderledes spørgsmål. Fra den afskyelige handling til det virkelige og det umulige. Jeg tror, at de fleste tænker, at nuet er det mest virkelige – altså det du oplever lige nu, hvor du læser dette blogindlæg. Men ”nu” der blev beskrevet i forrige sætning, er et andet, end det nu, du oplever nu. Nutiden er altså en serie uhåndgribelige punkter, der er overstået så snart de er begyndt, hvilket ikke lyder ret håndgribeligt eller ret virkeligt. Måske er det derfor, at det med at gribe nuet er så svært. Fremtiden er blot endnu mere uhåndgribelig – det ved jeg og mine klassekammerater bedre end nogen andre, da vi udruges som drukne studenter til sommer. Fremtiden er uendelig og asiatisk i sin vælde og det samme er mulighederne.

Fortiden er derimod for længst forsvundet, men har efterladt sig mange håndgribelige spor. Fortiden defineres ofte, for eksempel i historiebøger, avisartikler, smalltalk og dramaserier, men det er selvfølgelig umuligt at give det perfekte billede af, hvad der skete dengang i november 2014, da en klasse på Egå Gymnasium skulle beskrive en gulerod.

Det at ”leve i fortiden” betegner noget negativt. Fortiden har i den vestlige verden en konnotation af noget forældet, det er dårligt at bevæge sig tilbage, mens fremtiden er lys, det er godt at bevæge sig frem, og helst så hurtigt som muligt. Mad er et af de livsvigtige elementer i livet, der kan få et menneske til at bremse op, føle nærvær og sanse øjeblikket. Mad kan få én til at føle, at noget sker her og nu. Men mad må mere. Dufte kan få et menneske til at genopleve et minde fra en ubagt barndom og på den måde kan nutid og fortid forenes på en underlig måde i en tekst. Jeg tror at det er derfor, at Per Højholdt skriver, at ”den umulige frokost alligevel fortsætter” og på samme tid, ”allerede har fundet sted”. Og så kan man ellers sidde her og vente på, at hun skal bide i den helvedes tomat.

- Marine