Fiskefrikadeller 4 pers.

Bogen er lurvet og dufter af bibliotek. Dens brunlige forside er slidt i kanterne, og titlens friske grønne farve virker ironisk på det gamle papir. Billedet viser en tallerken med kombinationen fisk i flødesovs og gulerodsboller. Ved siden af tallerkenen er en opskriftsbog, der er slået op på netop denne ret. Jeg smiler ved tanken, intet er ladt op til tilfældighederne. Bag bogen gemmer sig en kniv med et lag smør fra en anden tid. Titlen står med stort, ”Karolines Køkken”. Jeg åbner kogebogen, og en side er lige ved at falde ud. ”Sommergryde” og ”Vintergryde” læser jeg på de bortløbende opskrifter. Billedet viser to skåle, en med stuvede ærter og gulerødder, og en med stuvede pastinakker og gulerødder. Igen må jeg lette på smilebåndet. Forskelligheden eller mangel på samme er så slående, at det virker komisk. Den gamle kogebog er noget helt andet end nutidens individ dyrkelse. Den bygger på ensartethed, simpelhed og regler. Smør, fløde og sukker. Det er gennemsnittets pølsedanmark i fuldt flor.

Den slående forskel får mig til at sætte nutiden i perspektiv. Maden er konkret og håndgribelig. Noget vi alle kan relatere til, og netop derfor afspejles samfundets principper i madkulturen. Maden definerer måden vi er sammen på og med hvem. Tager vi på café, drikker vi kaffe med lakrids. Laver vi middag, gøres det med indiske krydderier. Tager vi hjem til Mormor, står den på alt god fra Karolines. Maden tilpasser sig miljøet den afspejler, som individet gør det i samfundet. Nutidens kogebøger handler ligeså meget om individet og selvrealiseringen, som det handler om maden. Her er eksempler som Jamie Oliver, Gordon Ramsay og Claus Meyer fremtrædende. Alle har de et individuelt image, man matcher ved netop at lave maden på deres måde. Tanken om maden og hvad den symboliserer, bliver derfor vigtigere end maden i sig selv. Men er denne overflødige individdyrkelse for falsk, ligefrem og påtaget for dig, så kan du dyrke dig selv gennem et utal af kogebøger, der matcher din person. ”Gastromand” til den maskuline perfektionist. ”Kogebog for tøser” til prinsessen. ”THAItapas” til den nysgerrige der ikke går op i traditioner. Her kan du selvrealisere ved at bruge de rigtige råvarer, pynte og dokumentere din mad på Instagram.

Gad vide hvilken respons et billede af slatten sommer- eller vintergryde ville give på Instagram? Ingen følgere, suk fra sundhedstosser og et væld af uheldige kommentarer? Jeg lægger den løbske side på plads i bogen og bladrer videre denne gang mere forsigtigt. De ensartede retter er åbenbart skrøbeligere end som så.  Helstegt lever, stegt hornfisk, sild, svinekød med grønsager, butterdej med ost og sild igen. Ingen overraskelser at hente her. Bingo, fiskefrikadeller. Billedet ser ligeså tiltalende ud som bogens lurvede sider, men det ser jeg bort fra det, da opskriften er fra et andet århundrede.

½ kg torskefilet’er • 1 mellemstort zittauerløg • 3 spsk hvedemel • 3 spsk kartoffelmel • 2 æg • 3 spsk friskhakket dild • 1½ tsk groft salt • friskkværnet peber • 1 dl mælk • 50 g smør.

Jeg finder tingene frem og rører farsen sammen. Fisken er hakket i forvejen, så det tager ikke lang tid at røre sammen. Mælken kommer i lidt efter lidt, mens håndmixeren kører på fuld skrue. Den mekaniske lyd guider mig ind i tankestrømmen fra før. I ”Karolines køkken” er maden noget andet, maden er et dansk håndværk forbeholdt husmødre. Her er det ikke individet, der er i centrum. Men et kollektivt samlingspunkt, der bygger på korrekthed og kærligheden til kartofler og fed sovs. Men samtidigt er ”Karolines Køkken” i en datidig sammenhæng et revolutionerende fænomen, der skabte et samlingspunkt for den danske madkultur. Opskriftbogen var samtaleemne ved middagsbordene og samlede den danske befolkning omkring dette madideal, ligesom de sociale medier gør det i den nyere madkultur. Hvis man betragter ”Karolines Køkken” som litterære værker bærer kogebøgerne på tusindvis af samfundsmæssige referencer gennem formidlingen af opskrifterne, og kogebøgerne har uden tvivl spillet en vigtig rolle i udviklingen af dansk mad. 

Lad farsen stå koldt og tildækket i ca. 1 time.  

1 time er lang tid at vente, når man er småsulten og tænksom. Men farsen skal lige sætte sig, ellers bliver den aldrig til fiskefrikadeller, så jeg sætter et ur og lægger mig på sofaen for at tænke videre. For en ting er mad i kogebogen eller som spejlbilledet af samfundet. Hvad sker der, når maden sættes i en anden sammenhæng? Når maden bruges som et værktøj til at skabe en stemning eller understrege pointe? Når maden bruges som metafor, allegori eller symbol i litteraturen, er det for at gøre situationen let forståelig og håndgribelig. Vi kender det fra modernismens erkendelseslitteratur, hvor konfrontationen er i højsæde. Et eksempel er i Klaus Rifbjergs ”Det er blevet os pålagt” fra digtsamlingen ”Konfrontation”.

Digtet er et billede på hverdagsmennesket, der udsættes for alverdens normalitet i et gennemsnitsliv. Digtet bygger på en stigende mæthed idet man fortærer gennemsnitslivet og ikke kan stoppe. Hvad skulle man ellers gøre? Det er ”Karolines Køkken” om igen. Du bliver ved med at spise sovs, kød og kartofler, for det er det, du kender til, og det er det der står i opskriften. Maden er derved blevet en allegori for livet, og man æder af det så længe, at man til sidst må æde sin egen død. Rifbjerg anvender maden til at konfrontere os med virkeligheden og dens meningsløshed, der er et paradoks i sig selv. For i bund og grund er det ikke et valg, det er blevet os pålagt, som om vi var rugbrøden i et stykke smørrebrød. Vi ender med at æde det stykke smørrebrød, der er billedet på vores gennemsnitlige liv. Her opstår tomheden i mætheden og splittelsen i fremmedgørelsen af det ellers så hjemmelige at spise. Rifbjerg opnår konfrontationen gennem maden, der serverer et budskabet om ikke at følge opskriften. I stedet bør man selv tage stilling og flytte synsvinklen fra det kendte til det nutidige og det relevante.

Jeg kigger på uret, der er gået en halv time. Jeg trækker på skuldrende og rejser mig fra sofaen. Jeg går ud i køkkenet, tager farsen ud af køleskabet og finder pande, palet og passende mængde fedtstof frem. Duften breder sig hurtigt idet fiskefrikadellerne steger i varmen. Jeg kan ikke lade være med at smage på én. Den er sprød på overfladen men silkeblød i midten. Den har den helt rette tekstur. Lidt grumset. Smagen breder sig i min mund, som duften gør det i mine næsebor. Smagen af stegt fisk, på den helt rigtige måde. Ingredienserne konfronterer mine smagsløg. Humor, splittelsen, ironi, meningsløshed, fremmedgørelse, selfie, selfie, samfund. Bekræfter fiskefrikadellens formål og dens succes. Jeg rækker ud efter en mere og en til og mærker snart mæthedsfornemmelsen brede sig. Behovet for den omfavnende helhed, der giver mening i min mave.

- Ida