Essay om mad

Skal mad virkelig definere hvem vi er? Vi ser, hør og læser om mad overalt, vi møder det fra når vi står op, til vi ligger os ned for at sove. Jeg kan ikke gå 200 meter fra min lejlighed i centrum af Aarhus ned i byen, uden konstant at blive mindet om at mad er en essentiel del af vores hverdag, jeg brækker mig næsten. Hvilket måske er lidt ironisk eftersom mad helst skal igennem den stik modsatte proces. At ophøje mad og gøre det til så vigtig en del af vores liv er lige i overkanten, at vi skal fokusere på kalorie indhold, hvordan det smager og ser ud synes jeg fjerner vores instinktive del omkring det at spise mad. Mad er en ting der gør at vi kan overleve, det burde ikke være omvendt. Hvis man kigger tilbage i tiden ser man hvordan mennesket jagtet og samlet diverse frugter og bær for at OVERLEVE, nu er det nærmest som om at vi gør hvad vi kan for leve så usundt som muligt. Fedmeraten er højere end nogensinde, og i den anden ende ligger de små pigebørn der er voldsomt usikre på sig selv, som gør alt hvad de pengehungerende modeblade fortæller dem og spise til sultegrænsen, for at opnå ”det perfekte ydre”. Problemet omkring mad er endda gået hen og blevet så seriøst, at man har gjort det til en sygdom at spise for meget mad, amen hvad mener i?! Vi får 20.000 forskellige madretter kastet i hovedet dagligt, så jeg tror ikke at det er individet selv der er noget galt med, men nok nærmere firmaerne der udgiver reklamerne omkring maden.

Jeg læste det lille folkekendte digt ”E” af Halfdan Rasmussen omkring Else der elsker pølse. Det er i bund og grund et digt der handler om at Elses bukser sprang fordi hun spiste for meget mad. Det kendte digt er ofte associeret med digtsamlingen ABC, som er en populær bog for børn. Jeg synes dog det er et forkert billede af verden, bogen giver. Børnene skal da ikke høre igennem en fjollet bog med masse farver, at de bliver syge og dårlige af at spise for meget mad. Børn er nysgerrige og eventyrlystne, de skal da ud og opleve en masse ting. At sidde hjemme og fortælle dem hvad de må og ikke må, gør intet for de kære små pus. De skal opleve hvordan for meget mad, kan få dig til at føle at du skal eksplodere. De skal føle hvordan ”kødsveden” triller ned over deres bløde babyhud, og hvordan det at stille sig op for hurtigt kan gøre dig svimmel. Det skal opleve verdenen, og derved lære af den. Hvis børn hele tiden lærer at de skal have at vide hvad de må og hvad de ikke må, hvordan skal der så blive opfundet noget nyt?

I den litteraturhistorien bliver mad ofte forbundet med noget det onde, og det man helst ikke vil snakke om. Det bliver brugt som et ”cover-up”, så læsere ikke behøver at stå ansigt til ansigt med hvad det virkelige problem er, men at de lettere kan blive dirigeret uden om det. Det ses f.eks. i eventyret ”Snehvide og de syv små dværge” hvor det røde æble, nærmest er et symbol på hendes uskyld der bliver taget væk, hvordan hendes modstrid mod fornuften kulminerer i et og hvorefter hun bliver hårdt straffet med en dyb søvn.
En psykoanalystisk læsning med udgangspunkt i det freudianske æg, vil da også hurtigt afløse at visse typer mad, som f.eks. chokolade bliver anset for at være dårligt for dig, men hovedrollen må alligevel have en bid og derfor bliver hun styret af I’et, hvilket ofte medfører en eller anden form for straf. Hvorimod ting som spinat, grønlangkål osv. ofte ses i forbindelse med en fornuftig handel, men også oftest det vores kære hovedperson har mindst lyst til at spise, og egentlig kun spiser fordi han/hun bliver tvunget.

Mad og sex, en lidt mærkelig kombi, men set biologisk er de faktisk ikke så langt fra hinanden. Mad og sex har mange fælles træk, som er grundlæggende og vores ypperste formål, nemlig at reproducere os selv. Vi er nød til at være sunde og raske for at opnå de bedste mulige resultater ved reproduktion, og vi at have sex for overhovedet at opnå nogle resultater. At spise noget mad ses ofte i forbindelse med at bryde sin uskyld (ofte det at have sex) i litteraturen. F.eks. for at forfatteren kan få lov at skjule at de har sex, kan det være at de deler et måltid. På den måde behøver forfatteren ikke at gøre historien upassende, og læseren føler ikke at den er grænseoverskridende at læse.

Men er det ikke for meget at pakke det sådan ind? Sex er da noget af det mest naturlige der eksisterer, og så vil gøre det til et emne, man helst ikke må tale om? Det er godt nok mærkelig, hvorfor ikke lære folket at sex er sundt og godt, i stedet for at lære dem at sex er et tabu som bør gemmes så langt væk som overhovedet muligt. Jeg tror ikke i min vildeste fantasi at der kan komme noget dårligt ud af at fremvise seksualiteten, selv i de små aldre. Jeg havde en lidt uortodoks lærer, der allerede gav os sexundervisning i 2. klasse, og selvom nogle psykologer må vil argumentere for at jeg ikke er helt rask i låget den dag i dag, føler jeg på ingen måde at jeg har taget skade af det. Tvært i mod føler jeg at jeg har en mere åben indstilling overfor emnet og jeg intet problem har om at snakke om sex og diverse ting deromkring.

Arthur Bak Klausman