Pap-pizzaer og tanker om mad

Man siger, at mad kan bringe mennesker sammen, at det kan skabe særlige øjeblikke og sensationelle oplevelser og dit og dat. Idet jeg sad foran aftensmaden forleden dag, gik det i et øjeblik op for mig, at jeg ikke kunne undgå at være uenig. I dagens anledning var der ingen kære mor til at stå for måltidet. Hjemme hos mig ved vi alle sammen godt, hvad det betyder. Menuen står enten på spaghetti med kødsovs eller andet ukompliceret mad, hvor der ikke skal arbejdes i mere end nogle minutter, for at alle kan blive mætte. Det skal være nemt og billigt og ellers bliver det for meget bøvl. Det var dermed besluttet, at vi skulle have frysepizza den pågældende dag.

Jeg havde tidligere på dagen siddet og læst et uddrag af Kristian Ditlev Jensens Livret, om hvordan hovedpersonen beskriver hans sindstilstand, efter konens selvmord, gennem en beskrivelse af et jordbærs smag. Meget farverigt fortæller han om, hvordan jordbærret pludselig begynder at smage af alle mulige mærkværdige ting, men overraskende nok udtrykker han sig alligevel gentagne gange til jordbærsælgeren, som om at det ikke smager af noget som helst. Idet jeg tog en bid af pizzaen, følte jeg, at jeg godt kunne have overtaget pladsen som personen, der skabende beklagede sig over, at det forhelvede ikke smagte af noget – til trods for at ingen selvmord havde påvirket min sindstilstand. Altså, det smagte af noget.. men så alligevel ikke. Smagen var lige så tom som mit trætte hoved. Det er i det hele taget forunderligt, hvordan sådan et måltid, der er så uinteressant og kedelig, kan være blevet så populær i nutidens samfund. Dette gælder generelt for ”papmad”, vil jeg mene.

For manges vedkommende er maden ikke længere noget væsentligt punkt på dagsordenen, men nærmere et biologisk behov, der skal opfyldes og så er det dét. Mad er fysisk ikke mere eller mindre end ”bare mad”. Undskyldningen bliver ofte, at det stressede senmoderne menneske bare ikke har overskud til at lægge tid og kræfter i udvælge en ret, rode rundt i supermarkedet efter ingredienser og i sidste ende lave maden. Den nutidige travle verden kan nemt gøre de mere simplere køberetter til den nemmeste løsning, men jeg tror, man skal passe på med, at papprodukterne ikke overtager pladsen som værende rigtig mad. Det skulle nødigt være det eneste, man ender med at spise.

Der er noget mere rigtigt ved en ordentlig omgang flæskesteg med brunede kartofler, rødkål og hele svineriet, hvis der er lagt noget arbejde i måltidet, i stedet for at rødkålen er færdigkøbt og at det hele bare er klart til at blive stillet på bordet lige fra indkøbsvognen af. Lidt kliché-agtigt kan man sige, at maden bliver bedre ved, at der bliver lagt noget kærlighed i den. Smagen bliver bedre. Det behøver ikke være noget festligt måltid, som i Babettes Gæstebud, hvor en hel formue og en masse arbejde bliver brugt til at lave maden, for at maden får den ekstra gode smag. Bare tanken om, at det ikke er maskinproduceret mad, giver det lige det lille pift, at man tænker: ”Mmh, det smager interessant/anderledes” i stedet for, at man kan forudsige den uforanderlige smag af papprodukterne. ”Det smager jo præcis som det plejer. Det har maskinerne vel nok gjort godt”. Mad er en kunst, og man får aldrig helt præcist det samme resultat – med mindre man altså er en maskine.

Kærlighed har altid været et meget populært emne inden for litteraturskrivning og kunst, og det er derfor selvfølgelig heller ikke uden grund, at retter som ”brændende kærlighed” eksisterer. Mad har med sine mange sammensætninger og former kunne bruges som symbol og allegori for mange ting, men specielt kærlighed har altid været et gennemgående tema. Om det så har været kærlighed til Gud eller til et andet menneske, har maden tjent et kunstnerisk formål, der rækker noget længere end et sørgeligt stykke pap-pizza. Eksempelvis ses det i Emil Aarestrups En middag, hvordan digter-jeget gør måltidet til en æstetisk nydelse, hvor seksuelle undertoner også kommer frem:

”Og Orangens søde Skive
I din Purpurmunds Indfatning”

Maden er ikke bare et uskyldigt måltid, der skal indtages, men noget større der binder manden og kvinden sammen i det sanselige øjeblik.

Ligesom æstetikken i maden har haft stor betydning for digtning omkring mad, har det også ledt til, at maden i sig selv er blevet en kunstform. Det går ikke længere bare at spise gammel danske madretter, som bedstemor plejede at lave dem – maden skal være en æstetisk og sanselig oplevelse, og der skal derfor også gøres noget ud af madens udseende. Smag er for nogle ikke længere nok i sig selv. I stedet for at få kedelige frysepizzaer fra SuperBrugsen, tager man derfor på restaurant og bruger penge på, at maden skal være gastronomisk.

Idet mad har fået en symbolsk værdi som værende andet end ”bare mad”, er det med tiden også blevet et mere populært middel til selvrealisering. Det er ligefrem blevet en kunst for specielt piger at vise sig selv frem på medierne med sin mad og lave albums i massevis på Instagram med sine mange madbilleder. Man bruger maden til at definere sig selv. Det er derfor også vigtigt, at der er noget særligt ved maden, så det ikke bare bliver en kedelig selfie ved siden af en mikroovns-lasagne, men i stedet en selfie med en lækker portion sushi fra en eller anden eksklusiv sushi-bar. Nærmest som et moderne omvendt ”stilleben” bliver maden til noget livsgivende eller livsbekræftende, mens det i barokken var billeder på forgængeligheden - eksempelvis på Juan Cotans maleri Kvæde, kål, melon og agurk, hvor stadierne fra fødsel til død skildre med de fire stykker grøntsager/frugt.

Gennem historien har betydningen af mad altså ændret sig meget, og det vil den helt sikkert fortsætte med – det skulle dog nødigt være i en retning, hvor mikroovnsprodukter er det eneste, der står på menuen. Til trods for at vi lever i en travl verden, bør man altså nogle gange stoppe op og give sig tid til at lave et ordentligt måltid. Om det så skal være gastronomisk eller ej, eller om formålet udelukkende er til selfies på Instagram, er det et bedre alternativ end at skulle leve af forudsigelig ens-smagende mad.

- Rasmus