Hverdagsmad i litteratur og kunst

Den første skefuld smager af sol og sommer. Jeg læner mig tilbage, og solens stråler rammer mit ansigt. En sommerfugl lander på min finger. Børnene griner og leger i haven. Der plukkes jordbær og soves middagslur i hængekøjen. Sommerfuglen letter netop, som de sidste dråber løber ned igennem svælget. Med ét er jeg tilbage i november-kulden med skeen i hånden. Indeholdte den ene mundfuld koldskål alt dette, eller var jeg med i en af de skøre lottoreklamer?

Mad er en stor del af vores liv og rummer i mange tilfælde mere end blot mæthed. Gastronomiens kunst er mangfoldig. Den skaber liv, den samler mennesker, den kan opdrage, den kan få os til at huske og den kan være kunst i sig selv. Det er en sammenstuvning af en hel masse hverdagselementer, hvis påvirkning, vi ikke altid bemærker i livet store trummerum.

Liv er mad, mad er liv. Dette har været en kendsgerning siden urtiden. Behovet for mad kan i vore dage forklares biologisk, hvor næring forsyner kroppen med energi. Mad er essentielt for liv, og en af spørgsmålene er så, hvordan man i urtiden har fundet ud af dette? Hvordan løven ved, at den skal spise gazeller. Løvens mor har lært sine løveunger at jage, og jeg vil komme ind på menneskets evne til at lære af andre menneskers nedarvede erfaringer.

Vi mennesker påvirker og lærer af hinanden, og sådan har vi også udviklet vores gastronomiske viden.
Med opdragelse følger skikke og vaner, som af geografiske årsager har udviklet sig til forskellige kulturer i verden. Dette skyldes til dels tilgængelige råvarer i området, men ikke mindst de erfaringer, som tidligere er blevet gjort. Dette forklarer også den store kulturelle rolle mad har fået, da den indikerer et tilhørsforhold.

Disse tilhørsforhold er vigtige for mennesker, da de giver trykhed og velvære. Disse tanker og følelser kobler underbevidstheden til forskellige personer, dufte og smage. Dette bevirker, at man ved at smage noget velkendt, kan genopleve følelsen. Denne kobling er det, der betyder, at farmors traditionelle brune sovs i mange tilfælde er den bedste, der findes. Dette er et resultat af , at smagen af farmors brune sovs, kan fremkalde gode minder af hyggelige stunder med familien. Men også det faktum, at madkulturer og spisevaner hos slægtninge ofte er meget ens, og bygger på nedarvede opskrifter.

Elske elsker pelse, Else elsker pelse

Else elsker pelse.

Else elsker pølse.

Pølse åd hun dagen lang.

Elses pels blev alt for trang.

Else holdt, men pelsen sprak.

Else – pelse – pølsesnak.

Børnerimet ”Else elsker pelse, Else elsker pølse” fra Halfdan Rasmussens ABC, har været en stor del af min barndom. Mine søstre og jeg havde hver vores rim med vores forbogstav, og mit var jo så rimet om Else. Jeg var lidt splittet hvad angår rimet om Else, for på den ene side er det jo et sjovt lille rim, mens det på den anden side ikke er så charmerende, som Ane med en kanon fyld med anemoner. Det jeg dog senere har indset er, at der er en morale med rimet, hvilket kan være med til at udvide barnets forståelse. Det er mere end hvad man kan sige om rimet med Ane, og netop derfor er rimet om Else meget vigtigere. Rimet giver barnet en forklaring på, hvorfor man får ondt i maven efter 13 æbleskiver, og tegner et billede af, at det måske heller ikke er så sundt. Det er en form for opdragelseslitteratur i et niveau, børnene kan forstå. Der findes mange eksempler på dette, så som: ”revne gulerødder” og ”klappe klappe kage”. Børnene lærer om livet helt uden at være klar over det, og oven i købet imens de har det sjovt. Det er pædagogik, der vil noget, og måske ændrer det en smule i vores opfattelse af mad i det lange løb? Det er en spændende tanke, om man som voksen vil opfatte mad mere lyrisk og kunstnerisk, hvis man opdrages med rim og remser fyldt med mad. 

Mad er blevet en  integreret  del af nutidens kunst og litteratur, hvilket har ført til et nyt aspekt, hvad angår gastronomi. Nemlig som en kunstart i sig selv. Her er der tale om det fulde sanseindtryk, som en ret giver den person, der indtager den. Er det kunst eller er det blot føde?

I Informations artikel ”er der kunst i maden”, diskuteres, hvorvidt mad er kunst i sig selv. Hermed også om en kok derfor er kunstner, eller  blot er en håndværker, hvilket ikke nødvendigvis er mindre fint. Diskussionen tager udgangspunkt i de to filosoffer Platon og Aristoteles formuleringer af, hvad noget skal indeholde for at blive defineret som værende kunst.

Ud fra de to filosoffer konkluderes der i artiklen, at mad i sig selv ikke er kunst, men et håndværk som alle andre. Spørgsmålet er nu, om oldtidens filosoffers mening stadig er brugbar i det moderne samfund? Har maden og dens formål ikke ændret sig, og har definitionen af kunst ikke gjort det samme?

Jeg er af den opfattelse, at vi i det moderne samfund selv bestemmer, hvad vi mener er kunst.

For at vende tilbage til spørgsmålet om ændringer i madens betydning og formål, kan vi tage et kig på de mange madrelaterede Tv-udsendelser.

I en sammenligning af start 90’ernes og nutidens udsendelser, fremgår det tydeligt, at vores retorik har ændret sig, hvad angår beskrivelser af madvarer.

Hvor man i den gastronomiske verden tidligere formulerede, at guleroden er sund, har det ændret sig til, at den i dag ville beskrives som skøn. Siden starten af 90’erne har fokus ændret sig fra en udelukkende ernærings-orienteret tankegang til, at vi i dag i høj grad går op i æstetikken. Er dette et resultat af diskussionen om, hvorvidt gastronomi er kunst?

Det tror jeg bestemt, men gør det egentlig en forskel? I min optik må folk mener, at en gulerod kan være sød, skøn, smuk og sund på samme tid, det er jo alt i alt bare en gulerod. Dermed ikke sagt, at en anden holdning ikke er mindst lige så rigtig som min. Pointen er blot, at det måske ikke er så vigtigt, at nå til enighed på dette punkt. Faktum er, at vores holdning og dermed sprogbrug i tilknytning til fødevarer, er blevet mere æstetisk. Dette kan tyde på en anden holdning end den Platon og Aristoteles fremlagde.  

Emma