At spise er at rejse

Det sker en gang imellem, at min far lige ringer klokken fem, når han tager hjem fra arbejde, og spørger hvad vi vil have at spise. Næsten hver gang opstår der det luksusproblem, at jeg ikke kan blive enig med min lillesøster om hvad han skal købe. Når det kommer til mad og smag er vi simpelthen bare modsætninger af hindanden. Det er lidt uheldigt, men samtidig ret sjovt at tænke på. For vi er på mange måder ret ens, men mad og smag er så individuelt. Jeg er meget tit blevet beskyldt for at være den kræsne i familien. Det er jeg ikke så glad for, men jeg kan godt se hvor min familie får det fra. Der er bare så mange ting som de andre elsker, som jeg simpelthen ikke kan fordrage, og det er ofte de mest almindelige retter som, indrømmet, spaghetti med kødsovs. Det er der mange der slet ikke kan forstå. Jeg vil så gerne påpege, at jeg er den bedste til at smage på nye, mere eksotiske og måske lidt mærkelige retter. Min yndlingsspise i efterårsferien på Kreta var eksempelvis calamari (blæksprutte). Min pointe er, at vi som mennesker er meget forskellige, og rigtig gode til at dømme hinanden. Mad er bare en af mange ting, man kan vurdere folk ud fra.

Mad kan godt sige en del om en person. Det er vel derfor eksperterne fra ”Kender du typen” altid skal se en gang i køleskabet, for at danne sig et billede af den kendte person, de er på besøg hos. Køber man altid økologisk, så er man en person, der går højt op i sundhed og kvalitetsvarer. Hvis du har spegepølse, leverpostej og pålægschokolade i køleskabet, er du mere familieorienteret og vil gerne bevare hygge og traditioner. Så er der også nogle, der går en helt anden vej og elsker sushi eller lignende. De fremstår mere eksperimenterende, hippe, æstetiske, ekstravagante og (måske) lidt mindre fornuftige med pengene. Man kan så diskutere om det her altid er sandt, men det er sjovt at tænke på, hvor meget mad betyder for os mennesker. Altså udover at vi har behov for nogle bestemte proteiner, vitaminer, fedstoffer og mineraler hver dag, så er der bare noget mere i det. Mad er for de fleste mennesker ensbetydende med velvære og nydelse. At spise kan være en følelsesmæssig rejse og oplevelsen kan ændre sig i løbet af en personlig udvikling. Maden bliver en del af vores identitet.

Når man ser på forskellige kulturer i verden, er det igen ret interessant at se på deres madvaner. I et oprindeligt asiatisk køkken spiser man eksempelvis altid med pinde, da knive er et tabu ved bordet, og det er høfligt at sige mange lyde mens man spiser. Det er meget forskelligt fra den mere vestlige madkultur, hvor folk spiser med kniv og gaffel og helst skal sidde pænt og stille ved bordet. Jeg har selv mærket en forskel på forholdet til mad, da jeg voksede op i USA og senere flyttede til Danmark i slutningen af fjerde klasse. Forskellen kan jeg eksempelvis se, når jeg læser rimet om Else:

Else elsker pelse.

Else elsker pølse.

Pølse åd hun dagen lang.

Elses pels blev alt for trang.

Else holdt, men pelsen sprak.

Else – pelse – pølsesnak.

Børnerimet om Else kommer fra Halfdan Rasmussens ABC, som jeg ikke kender, men jeg forstår at der er et rim for hvert bogstav, hvor Else er for E. Det er ret sjovt for mig at tænke på, at små børn i Danmark vokser op med rim om folk der spiser for meget og bliver tykke. Det burde man måske gøre i USA, for de har i den grad et problem med overspisning. Det er bare aldrig noget jeg har oplevet, for man benægter fedmen i USA. Det er i hvert fald ikke noget man skal snakke så meget om med børnene, så det er nærmest blevet et tabuemne. I kindergarten/børnehaveklasse skulle vi synge om at drikke en masse mælk, så vi ikke får osteoporose. Ironisk nok hjælper mælk slet ikke, når det kommer til knogleskørhed, for det er faktisk mest mennesker fra lande, hvis kost indeholder meget calcium, der har sygdommen. Det er selvfølgelig stadig sundt at drikke mælk, men det er et underligt fokus i en sang der er lavet til børn. Oftest er det ældre mennesker der får knogleskørhed, så det havde været mere relevant for små amerikanske børn at lære noget om fedme.  Som kulturer er vi så forskellige, men fælles for alle er dog, at maden er et samlingspunkt for mennesker. At spise er at rejse til et andet land og opleve nye kulturer og verdenssyn.

Mad er også et vigtigt element i det spirituelle liv. Inden for kristendommen, islam, jødedommen, hinduismen og buddhismen finder man vigtige koblinger til mad. I kristendommen har man store festmåltider til jul og påske og modtager nadver i kirken, der symboliserer Jesus og vores synders forladelse. I islam handler det om at gøre alt i moderation. Hvis man følger Allahs ord, er daglige beskæftigelser som spisning en form for tilbedelse og er derfor en central del af religionen.  I jødedommen møder man det hebraiske ord kosher, for mad der er tilladt at spise. Maden knytter bånd mellem det materielle og det åndelige, og løfter mennesket op på et højere plan, så spisning ikke kun er en tilfredsstillelse af fysiske behov, men også indeholder moralske aspekter. I både hinduismen og buddhismen tror man meget på gensidig afhængighed og vil derfor ofte undgå at spise kød, for ikke at bringe smerte og død til dyr, som senere vil ramme en selv. Mad er grundlæggende en meget spirituel og vigtig del af livet, da det er en nødvendighed for at overleve, og noget man skal være taknemmelig for at have. At spise er en spirituel og kulturel rejse.

Igennem tiden har kunstens og litteraturens syn på maden ændret sig en del. Hvis man starter helt tilbage i sagatiden, var mad et symbol på magt. Det var manddigt at spise meget, for man skulle være stor og stærk. Havde man råd til så meget mad, så betød det høj status. I 1500-tallet kom renæssancen og med bragte den et nyt syn på mad. Man gik meget op i objekter og det var vigtigt at skildre ting på en realistisk måde. Maden blev tit knyttet til religiøse motiver og det at spise betød ultimativt, at man forenede sig med Gud. Mads tilknytning til Gud fortsatte igennem barokken, men blev nærmere en allegori for livet. Mad holder ikke evigt – det rådner og forgår. Mad var et vanitassymbol og symboliserede verdens forfængelighed og forgængelighed. Det ændrede sig i løbet af 1800-tallet. I romantikken var maden ikke længere noget syndigt, men en kilde til nydelse og glæde. Maden blev ofte forbundet med kærligheden, men også stadig med Gud. Bare det, at man spiste, ville skabe en kontakt til Gud, meget ligesom i islam og jødedommen. I det moderne gennembrud bliver mad, ligesom i saga-tiden, et symbol på social status. Der er stor fokus på ulighed i samfundet, hvor det rige, der har råd til masser af mad, udnytter de fattige og sultende. Efter ”Guds død” i 1950’erne betragtes mad ikke længere som noget symbolsk. Mad er et konkret materiale og det har slet ingen kobling til religion. Der er en kritik af tydelig metaforisk betydning og mad skal ikke ses som andet end det det er, nemlig noget man spiser. Igennem tiden har vores syn på mad ændret sig en del. At spise og opleve mad er en tidsrejse.

De fleste i dag vil umiddelbart have den samme holdning som i modernismen, men når man kigger nærmere har vi alligevel fået et nyt forhold til mad. Vi kender ikke kun mad som et behov. Det kan være en kunstart i sig selv. Mad er noget man kan udtrykke sig med. Derfor siger den mad vi spiser ofte noget om vores personlighed, eller den kultur og tid vi er opvokset i. Mad er blevet en del af vores selvrealisering og image. På de sociale medier er mad blevet en måde at fremstille sig selv på en positiv måde. Man virker til at have et interessant og spændende liv, hvis man tit er på restaurant med vennerne, eller har en kaffe i hånden, mens man sidder på en fortovscafe ved Central Park. Mad er en vigtig del af vores livsstil. Mad er en del af rejsen til, at finde sig selv.

Mad kan opleves og forstås på mange forskellige måder. Man kan udtrykke sin personlighed igennem det mad man spiser. Man kan opleve nye ting. Man kan hele tiden prøve noget nyt - smage noget nyt. Mad kan være en kunst eller have symbolsk betydning. Mad kan være en rejse.

Fie Krogh Sommer