Mad - En tradition

Mens jeg sidder her i stuen, kan jeg dufte min mors lækre mad. Det dufter af noget stærkt, noget krydret, lige som det skal være hjemme hos os. Maden er færdig og jeg tager min portion med hen til spisebordet og spiser. Den første mundfuld føles lige så godt som en hvid jul. På en kold vinterdag er det eneste der kan få mig i godt humør min mors stærke mad. Hun kan lave noget til en hver smag, hendes sans for madlavning er næsten lige så god og præcis til at ramme enhvers smag som Juliette Binoches chokolader i filmen Chocolat (2002).

Mens jeg sad og spiste filosoferede jeg som regel over livet og tilværelsen, det plejer som regel at være om fortiden, tænke over det fortabte, det der var forgået, men i dag, i dag var speciel. Det handlede ikke længere om fortiden, i dag handlede det om fremtiden. At se min mor stå og lave mad i køkkenet mindede mig om at det snart bliver min tur, det er snart mig der skal stå i køkkenet og lave mad til min familie. Jeg er ikke spor kreativ, men når det gælder madlavning, så er det noget helt andet, jeg elsker følelsen af at være en ’’lille husmor’’ der går og laver mad og bager småkager til familien, men selvom det er noget af det jeg holder mest af, så frygter jeg det. Madlavning er ikke simpelt, og mad har en større betydning end man skulle tro, ikke bare for overlevelsen, men også i litteraturen.

Her i den vestlige verden tænker man ikke så meget over madens betydning, da man har overset det grundet at ressourcerne til madlavningen har været en del af de vestlige borgeres hverdag. De fleste ser bare maden, som noget alle har rådighed til, men i en anden del af verden er der folk, som kæmper for at få mad på bordet hver dag. Det har ikke altid været sådan her, og litteraturen er et god eksempel på dette. I litteraturen kan vi se gode eksempler på hvordan madens betydning har ændret sig gennem tiden. I sagatiden fra ca. 900-1030 var mad set som et symbol på magt og storhed, det at kunne fylde et bord med mad bragte ikke taknemmelighed hos folket, det beviste bare deres status i samfundet. Senere hen brugte man mad som en kilde til religionen. Dette ses oftest i renæssancens litterære værker hvor de realistiske beskrivelser af maden er med til at forene menneskerne med det guddommelige. Mad har altid været en del af os, og et eksempel på mad som en del af os er  Juan Cotans maleri, ’’kvæde, kål, melon og agurk’’ fra 1602, hvor man ser maden som et symbol på livscyklussen, hvor man ser hvordan et æble udvikler sig fra det lille barn til at blive den lille, halvrynkede agurk. De forskellige frugter og madvarer er formet i en aftagende hyperbel, som eventuelt beskriver livets måde at ’’tynde’’ ud på, hvor man går fra det energiske lille barn til et ældre menneske, som ikke har spor meget energi tilbage.  I barokkens kunst så man også hos kunstneren Jan Steens maleri ’’den tøjlesløse husstand’’ hvor undervurderet de vigtigste i værdier i verden bliver når man har rigdom og velstand. Det kunne især ses ved at kvinden i billedet træder på Biblen og undervurderer kristendommen, og der står en dreng, formentlig kvindens søn, henne ved døren og afviser en tigger, som ikke har mulighed for at stille mad på bordet er nødt til at tigge sig frem til noget med. Dette viser også de rige menneskers selviske handlemåde, fordi de har mad nok til at kunne dele, men alligevel vælger de at smide tiggeren væk i stedet. Her ses også tydeligt kontrasten mellem de rige og de fattige, som jeg nævnte tidligere med de vestlige lande og de fattigere ikke-vestlige lande. Det ses tydeligt at social status har en betydning for hvordan man anser madens betydning i livet.  I romantikken så man ikke på maden i den forstand at det skulle spises og nydes, men så på hvordan det skulle nydes. I denne periode så man ikke uligheden blandt folket, da man fokuserede på individet selv. Mens romantikken fungerede som en modsætning til barokken opstod der en modsætning til romantikken, det moderne gennembrud. Her blev det gjort tydeligt at der var et skel mellem fattig og rig, og at mad var med til at gøre dette skel endnu større.

En af de værker, som har givet mig det bedste indtryk er Benny Andersens ’’Dej’’ fra 1993, da denne tekst minder mig om det hyggelige ved at bage og især julebagning, som nok er en af de hyggeligste tidspunkter at bage på. Jeg har altid haft et stort ønske om at skulle lave en stor julemiddag for min familie, selvom vi ikke går så meget op i det, men frygten for at fejle har altid holdt mig tilbage. Efter at have læst digtet, er min lyst til at bage kun steget. Allerede i første strofe kan man føle glæden hos børnene, som beundrer deres forældre når de bager. ’’Man stod med selve lykken i hænderne, skrabede med en finger de rigelige rester af den dejligste dej’’ beskriver så smukt følelsen af at være barn og være en del af forældrene. Dette viser også hvordan mad kan medvirke til at danne et stærkere bånd blandt forældre og børn, eller bare to tilfældige mennesker. Når jeg læser førnævnte citat minder det mig om dengang det var min mor der bagte kagerne derhjemme, vi fik altid lov til at smage af dejen og slikke skålen ren. Nu har jeg overtaget min mors job, og hvem ved, en dag får jeg måske også lov til at give bage-tjansen videre til en af mine børn.

Alle vil have forskellige holdninger til mad, nogle går op i sundhed, andre går op i nydelse, men ligegyldigt hvad, så er mad en stor del af alles hverdag, og det er der ingen der kan ændre på. Maden har ændret sig gennem tiden, man har fundet mange flere spiselige ting og der er lavet en hel del retter, som man kan finde i de forskellige kogebøger. En del er også gode til at eksperimentere og bliver ved med at skabe nye retter. Maden begyndte som en simpel lille ting, og har nu udviklet sig til at betyde stort set alt. Mad har forandret sig, og mad vil altid forandre sig, så mon ikke man en dag bliver den ’’perfekte’’ kok som sin mor.  

- Britte