Giv mig en bid erindring

Giv mig en bid erindring ellers erindrer jeg en bid. Det er da besynderligt, ja ligefrem underligt, at mad kan frembringe følelser og erindringer ved, at vi blot stikker et stykke organisk materiale ind i munden på os selv. Langsomt fordeler det sig imellem tænderne, som sorterer det i mindre og hvad man skulle tro var ”ubetydelige” dele. Det viser sig dog, at disse ”ubetydelige” dele af og til får en stor effekt for os mennesker. De kan frembringe en følelse af befrielse fra tid og rum, ja sågar en form for befrielse fra den ”fysiske” tilstand, som det enkelte individ befinder sig i, i den bestemte situation hvormed mad fortæreres.

Af og til oplever man, at manden smager af en årstid. Her dannes der billeder ud fra erindringerne. Men ikke nok med at kulturelt og traditionelt mad, såsom risengrød, flæskesteg og hakkebøf, kan skabe fælles erindringer blandt et folk i en kultur, så kan en bestemt type mad også have betydning og ”smage” af erindringer for det enkelte individ.

Paul Cazannes maleri ”stilleben med mælkekande og frugt” fra 1900 er et pragteksemplar på dette. Ahh, hvor får jeg dog lyst til en bid af et æble, et bid af mine erindringer, når jeg observerer disse livsløse æbler. Eller livsløse er de vel ikke. De betyder jo faktisk meget for mig og hvert et æble ”lever” i mit indre. De bringer erindringer frem, om en del af det liv, som jeg indtil videre har levet i. De fremprovokerer en indre lyst til, at opleve situationen, medens jeg fortærer et æble. Mest af alt fordi æbler mider mig om min barndom og ens barndom vil alle vel til en hvis grad, forsøge at opleve igen? Men kanden der står i bagrunden af billedet, som indeholder mælk, har for mig en næsten ligeså stor betydning som æblet. Jeg husker tydeligt de dage, hvor jeg kom hjem fra skole, var træt, tog et glas mælk og et æble, et grønt vel og mærke og derefter satte mig ind og så fjernsyn. Dette gav mig en dejlig fornemmele af afslappehed. En følelse, jeg gang på gang, kan vende tilbage til, når jeg lyster uafhængig af min alder. Man kan nærmest sige, at der er blevet dannet et forhold mellem mig, æblet og mælken. Dette forhold til mad kan dannes gennem flere år, men også gennem det øjeblikkelige møde med det. Man kan af og til opnå en lykkefølelse ved blot at spise maden, selvom man egentlig ikke er sulten fordi, at maden netop betyder noget specielt for en.  Men dette forhold til mad er ikke ufarligt, det driver en, man vil have mere, som et adrenalin kick for bjergbestigeren der vover sig ud i det ukendte.  For nogle betyder dette forhold til maden bogstavelig talt liv eller død, idet nogle ikke kan modstå fristelsen fra denne specielle nydelse, som manden frembringer i dem. De bliver fede, fordi de måske ikke dyrker sport, men prioriterer maden fremfor alt og de ender måske med at ”dø for maden”.

Dette leder mig videre til spørgsmålet om hvilket et æble jeg nu skal vælge, der er jo ingen grønne, som netop betyder noget specielt for mig og bringer lysten frem i mig. Men på billedet ses der i midten af fadet, et rødt frisk æble ved siden af et muggent. Det ene forandret, det andet ikke, det ene mere ophøjede end det andet. På mange måder er de meget forskellige, men samtidig også meget ens. Det mugne æble har tidligere været et rødt frisk æble. Men i takt med at tiden har taget over og æblet har fået lov at ligge, da har æblet ændret sig, formeret sig og skrumpet ind. Ligesom alt mad ændres med tiden, så ændrer litteraturen og kunsten sig også. Disse æbler eller litteraturhistoriske perioder om man vil, har dog meget tilfælles. De udspringer af det samme, begge fra én stamme. Stammen er fundamentet, fundamentet for at noget nyt kan opstå. Stammen baner vej op til de enkelte æbler, de enkelte litteraturhistoriske perioder. Mængden af æbler er ubegrænsede, der er mange at plukke af. Hver gang der kommer et nyt forgår et andet måske eller måske vokser de sammen. Af og til sker det, at et forrådnede æble havner i supermarkedet. 

Dog må man huske, at det i supermarkedet er det de færreste, som vælger dette rådne æble, altså det med rynkerne, det æble som skriger om, at det snart er borte og gerne vil fortæres. Når kunden får øje på det friske, som har banet sig vej frem til kanten af bakken, fordi medarbejderen som skulle have stået for at organisere æblerne havde glemt, at lægge det ældste forrest, da bliver et nyt æble plukket, en ny litteraturhistorisk periode.  Sandsynligheden for at nyt kapitel i litteraturhistorien åbnes, idet personen som får æblet, måske vil sanse lige netop dette æble anderledes end de æbler, som han hidtil har spist. Den tanke som han havde, når han tidligere spiste det rådne æble, vil måske erstattes med noget nyt, nu da han spiser det friske. Der vil opstå nogle nye indtryk og dermed også udtryk, udtryk i måden hvorpå personen vil beskrive æblet, vil beskrive maden, vil beskrive sit eget stillestående billede af verden. Mad bliver herved en allegori for dannelsen af litteraturhistorien. Såvel som maden kan have betydning for litteraturhistorien, ja såvel kan maden også indgå i selveste de tekster, som er skrevet i de enkelte perioder. Maden benyttes ofte i litteraturen med henblik på dannelse af symboler, allegorier, og metaforer i de enkelte tekster for at skabe en bestemt nuance, som forfatteren netop ønsker at give udtryk for i sit værk.

Ligesom vi tænker forskelligt, så spiser vi også forskelligt også selvom, vi får den samme slags mad. Den nuance der opstår, hvorpå forfatteren giver maden et bestemt udtryk, har ændret sig igennem litteraturhistorien og kunsten i hundredevis af år, fordi vi netop sanser forskelligt, når vi spiser. F.eks. blev maden i saga-tiden et statussymbol på magt og handlekraft og maden var ofte skildret som det voldsomme. I renæssancen steg interessen for at skildre manden igennem kunsten. Manden blev ofte skildret gennem malerier, der viste religiøse begivenheder. Maden fik en merbetydning end blot det, at være af essentiel behov. I barokken blev denne symbolik dyrket endnu mere. Ofte var det frugten, som blev til et vanitas symbol på, at det hele er forgængeligt og maden blev portrætteret i stilleben. I romantikken blev maden et idyllisereret aspekt af hverdagslivet og der forekommer malerier hvori maden i overført betydning skildrer det guddommelige.  I det moderne gennembrud tages der igen fat i madens betydning som et statussymbol, maden skaber ulighed mellem rig og fattig. I modernismens tre faser såvel frem til i dag ændrer madens betydning sig ligeså. Pointen er, at manden har betydning for de centrale perioder i dansk litteraturhistorie såvel som den international, og har været i konstant udvikling.

Kærligheden til m
emmkfn. v,g kunsten i hundrede i hundrede af hærkt eller form af syboler, allegorier,  den effekt at indgår i selveste teskternad er mere end bare det essentielle behov og opfattes den dag i dag, stadig som et statussymbol. Man siger at mad, er med til at beskrive hvilke type menneske vi er. I og for sig er jeg også enig i dette, men hvorfor er det lige, at noget mad er bedre end andet? Handler det ikke om, at mad skal være personligt og betyde noget for det enkelte individ. Behøves der en accept, et like, fra andre om, at den mad man spiser, er okay. Er den mad nu så vigtig, som vi går og tror. Er det et livsnødvendigt behov for, at vi konstant skal tilkendegive hvad vi har spist og hvad vi skal til at fortærer. Skal vi ikke holde maden individuelt og smigrer os over den glæde vi selv får heri. Skal vi virkelig forsøge at dele ud af den nydelse, som vi selv er berettigede, når vi spiser? 

Er der nogen grund til, at man i det senmoderne samfund tager et billede, eller nej måske 10 billeder af maden før man spiser den. Maden bliver jo bare til et statussymbol igen. Skal vi virkelig efterleve dette igen, mad som statussymbol, som kendes helt tilbage fra saga-tiden og ses i det moderne gennembrud. Er det fair at dem som ingenting har, skal opleve konstante ydmygelser og konfronteres med, at de er fattige, hver gang en rig poster et billede af ”sushi-torsdag” eller ”Noma-søndag”. Skal de fattige ikke have lov til, at have ligeså mange erindringer, sansninger og smagsoplevelser igennem livet som alle andre. Maden og de udtryk der gives af den, igennem opdateringer på Facebook og de konstante restaurant besøg, beskriver godt den litteraturhistoriske periode vi passerer lige nu. Som Fukuyama sagde, så er dette måske ”The End Of History”. I dag er vi ikke i stand til at skelne mellem hvilke type mad, som skal være ”det nye”. Ment i den forstand af, at vi bliver bombarderet med forskellige slags æbler. Både friske og rådne, grønne og røde og de frembringer alle forskellige udtryk og dermed mulige tangenter som litteraturen og kunsten kan udspringe sig af.  Det er umuligt at vælge og historien kan på baggrund af mad derfor ikke ændre sig mere. Der er for mange genrer der blandes sammen og vi er ikke i stand til, at præcisere lige netop denne periodes særpræg, som vi ellers har været i stand til i litteraturhistoriens perioder.

Men livet vil være kedeligt uden mad. Vi skal spise os gennem livet. Fra barnsben kender man ikke særlig mange former for mad, men i takt med at vil bliver ældre bliver vores madkendskab større. Vi vil være i stand til, at erindrer mere fra de specielle momenter hvori vi har spist lige netop den ret, som får os til at erindrer. Men for at vende tilbage til æblet, så kan man spørge sig selv, om denne episode af forandring hvori individet mødes med det nye og friske æble skal finde sted. Hvis det står til kunden, som altid har været vant til det halvdårlige og måske rådne æble og ikke fundet et frisk, så vil han formentlig takke pænt nej tak, til det friske. Han vil ikke være i stand til at ændre sit syn og få den ”åbenbaring” for det nye og friske æble, for den nye litteraturhistoriske periode. Hvis vi skal videre, må vi altså finde et fælles æble. Måske skal det være et rådnet. Et æble som ud fra ligner et rådnet æble, men indeni har en fin struktur. Når vi så fortærer denne frugt, vil vi alligevel og delvist mod vores vilje, sanse noget nyt og dermed udtrykke æblet anderledes og en ny litteraturhistorisk epoke kan da træde til. 

Mad har vist sig ikke kun i at have essentiel  betydning for menneskets overlevelse, men kan altså også have betydning for det enkelte individs liv og litteraturhistoriens mangfoldige tankegange. Vi skal spise os gennem livet for netop, at opnå det følelser, som vi ønsker frembragt i os selv. Mad skal skabe erindringer der gør os lykkelige.  Mad er ikke bare noget ,som skal fortæres, det skal nydes, det skal bides og erindredes, såvel som erindringerne skal skabe bidende.

- Anders B. Gregersen