Mad og Symboler

Mad er en essentiel ting for alt levende. Mad kommer i mange former og størrelser og hvis jeg selv tænker på den type mad, jeg bedst kan lide, tager det ikke lang tid før mundvandet løber. Men mad er andet end et remedie til overlevelse. Når jeg fx spiser sushi med mine veninder, er det ikke fordi, vi skal overleve. Det er noget, som bringer os sammen, men også noget vi alle bruger til definere, hvem vi er. Sushi er en spise, der er fra en anden kultur, og det er noget, der kræver en teknik at kunne spise, da man ikke bruger normalt bestik. For mange kan det være meget eksotisk og det at vi kan lide smagen af det kan måske få os til at føle os specielle eller anderledes i forhold til dem, der ikke spiser sushi. Men sushi er også noget, vi spiser ved specielle lejligheder i min familie. Det er noget eksklusivt og noget, man nyder mere end andre retter. Det er noget, jeg ønsker mig til min fødselsdag og noget, som vi fejrer specielle anledninger med. Da jeg var lille og jeg smagte sushi for første gang, kan jeg huske, at min mor sagde, at det var utroligt at jeg kunne lide det, da det var en ret, voksne spiste. Dette fik mig til at rette ryggen og spise det med ekstra stor glæde, da det fik mig til at føle mig stor og anderledes på en god måde. Sushi er for mig noget, der symboliserer noget dyrt, eksklusivt, lækkert og noget, der får mig til at føle mig anderledes, når jeg møder folk, der ikke kan lide det. Det er for mig noget, der samler mennesker, jeg holder af og en tradition, der kobles til lejligheder.

Dette leder mig hen på, hvilken rolle mad spiller i litteraturen og kunsten. Her er mad heller ikke bare mad. Mad er en følelse, en tanke og en oplevelse. Mad bliver gennem kunsten og litteraturen til noget mere end mad. Fordi maden kun kan beskrives gennem tekst, eller afbilledes på et lærred, er det ikke muligt for tilskueren eller læseren fysisk at komme i kontakt med maden. Derfor bliver maden til en ide. Et symbol.

I teksten ”sjælen marineret” af Benny Andersen er maden også blevet et symbol. Benny Andersen har nemlig valgt at lade sjælen blive marineret. Pludselig er marineringsprocessen blevet en allegori for det at drømme. Man kan forestille sig, hvordan et saftigt stykke kød ligger og marinerer, men samtidig har man en stærk opfattelse af, at det slet ikke er det, teksten handler om. Vi er i gang med at få beskrevet den komplicerede proces at drømme. Vi er ved at marinere vores sjæl. Teksten har form som en opskrift og i stedet for at tilsætte de nødvendige krydderier tilsætter vi følelser og minder. Teksten starter med at beskrive marinering af kød, og jeg troede til at starte med, at det var en opskrift, men efter nogle linjer kan man tydeligt mærke på beskrivelserne af marineringen, at der ikke længere er tale om kød.

Men det er ikke kun i litteraturen, at man bruger mad som allegorier eller symboler. Hvis man kigger på barokgenren vanitas eller ”stilleben”, bruges mad som et symbol for forgængelighed. Her kan en frugtskål pludselig blive symbol for livet og det faktum, at vi skal dø. Frugten og den menneskelige krop bliver et og det samme, da de begge vil dø og forgå med tiden. Dette har for mennesker i barokken fortalt dem, at det jordiske liv ikke varer evigt. Det jordiske liv er syndigt, og vi venter bare på at forrådne og komme i himmelen, hvor vi forenes med Gud.

Ud over at maden kan beskrive faser i vores liv, som døden og vores drømme, kan det også hjælpe os mennesker til at forstå os selv. Den er med til at definere dem vi er gennem hvad vi kan lide af mad. Fx er det at vælge at blive vegetar noget, der beskriver dig som person. Du vælger noget mad fra, fordi du ser kød som ukorrekt spise. Du gør det for at sætte fokus på en problemstilling, du synes er vigtig, og det er noget du ofte fortæller folk, og du forklarer hvorfor du har taget det valg. På de sociale medier ser vi også, at mad spiller en større og større rolle. Folk tager billeder af alt, hvad de spiser og deler det helst med så mange mennesker som muligt, der så kan misunde deres lækre kreationer eller ærgre sig over, at de ikke selv spiser sundt eller går på kur. Det meste er sikkert opstillet som en nutidig form af stilleben bortset fra, at disse billeder ikke er taget for at lede tankerne hen mod det forgængelige og forfængelige liv, men snarere viser en vis forfængelighed hos fotografen og er et indlysende krav om opmærksomhed og bekræftelse af ens person. Denne måde at definere sig gennem maden har ikke kun været et nutidigt fænomen.

Tidligere har mad været et symbol på magt og manddom. I sagatiden har måltidet været noget, der symboliserede voldsomhed og manddom. Det har også været noget, der har vist hvor høj en stand, man var af. Hvis du havde råd til mad, viste det samfundet, at du havde velstand. Så måske bruger vi vores instagrambilleder af vores vidunderlige ”low fat” kyllingesalat til at føle, vi har velstand i forhold til andre, da vi føler os bekræftet af billedet og dermed højt hævet over andre grundet vores politisk korrekte og sunde livstil.

 Men alt litteratur og kunst bruger ikke mad som symboler eller allegorier. Modernisterne valgte at følge en mere positivistisk tankegang og beskrev tingene, som de var. De valgte at ignorere symbolikken i maden og bare beskrive et æble som et æble, og et stykke kød som et stykke kød. Hvis de skulle have lavet teksten ”sjælen marineret”, ville de bare have lavet en opskrift for, hvordan man marinerer kød. På en måde er det meget befriende ikke at skulle give alting en mening og ikke altid tænke over symbolikken i alting. Man ville bare kunne male et billede af en frugtskål uden, at det skulle have en dybere mening. Hvis jeg havde været en modernist, ville jeg nok ikke have spist sushi, fordi det var noget eksklusivt eller specielt symbolsk. Hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg nok slet ikke spise det, da det ville være alt for dyrt taget i betragtning af, at jeg bare ville tolke det som mad. Men skulle jeg vælge mellem symbolik eller ikke symbolik, ville jeg hælde mere til at beholde min symbolik og især med hensyn til maden. Hvis ikke der var nogen form for symboler eller minder, der kom frem, når man spiste et måltid, ville det blive trist og kedeligt. Julemiddage ville blive ubeskriveligt kedelige og vanitasbilleder ville blive kedelige og uinteressante. Tænk sig at fjerne maden som symbol i litteraturen og kunsten. Næsten alt ville jo miste sin mening. Den sidste nadver ville være ligegyldig og vi ville ikke have nogen nadver i kristendommen. Man ville i renæssancen miste sin nærhed med Gud, da det er gennem nadveren, at man kom i kontakt med Gud. Gennem smagssansen og maden kunne man lettere forstå Gud. Romantikerne ville ikke have haft deres forfinede måder at beskrive erotik på og det ville være meget uromantisk, med meget færre æblekurve og frugter, der skulle lægges i kvinders skød. Det ville blive en grov litteratur og en endnu grovere kunst.

Som en sand naturvidenskabelig studerende kan jeg hermed konkludere, at maden som symbol i litteraturen og kunsten er altafgørende. Det giver ikke kun litteraturen og kunsten mening, men hjælper også mennesker med at finde mening i deres egen person. Uanset hvem vi er, hjælper maden os med at definere os som mennesker, og det hjælper os med at beskrive ting, der måske ikke er så lette at sige direkte. Det definerer vores kultur, og det inspirerer os. Det er noget, som alle rent biologisk har brug for, og det er noget, kroppen har brug for, for at overleve. Men der er ingen, der siger, at det skal være kedeligt at overleve. Jeg vil se frem til den næste tur, jeg skal have med mine sushispisende veninder på en måske lidt for dyr sushirestaurant. Sushi er noget, der hjælper mig med at definere min personlighed. Hvis ikke jeg havde mit livsnødvendige sushi som symbol for mig selv, hvad skulle jeg dog så sige når folk spurgte mig, hvad min yndlingsret var? Bøf med løg og kartofler er lidt for ordinært og dansk. Jeg har altid følt mig som en mere eksotisk person. Hvem ved, om jeg har japansk blod i årerne?