Der er
mange ting i denne verden, der ikke giver mening. Hver eneste dag opstår der
ting, jeg sætter spørgsmålstegn til. Tingene er aldrig, hvad de ser ud til.
Hverdagens forhindringer og frustrationer driver en til vanvid, og man længes
efter noget, der kan få en til at glemme alt om omverdenen og dens tilhørende
problemer. Der findes altid én ting, der kan få en i godt humør og på andre
tanker. En ting der på ny giver livet mening, og sætter alle sanserne i
overarbejde og resulterer i en nydelse så stor, at alt omkring en forsvinder.
Mad. Ja mad giver mening, og giver os frelse som den hellige nadver. Selvom mad
er et vidt begreb, og findes i flere former end det, man indtager, så har det
ALTID været det, der for os mennesker – formålet er at stille vores munde
tilfredse - med ting, der kan spises såvel som litteraturen, som mætter vores
intellektuelle sult.
For
millioner af år siden, handlede mad om overlevelse. Her kæmpede
fortidsmennesker en brag kamp om at finde føde, så de kunne stille deres behov.
Men denne kamp om overlevelse har ændret sig gennem tiden. ”Mad” er blevet et
mangetydigt begreb, og findes i mange forskellige former. Begrebet ”Mad” bruges
ikke kun i sammenhæng med noget, der indtages til formål at stille sult.
Litteraturen kan som maden også tilfredsstille vores munde. Mad og litteratur
er tæt forbundne. Maden fungerer i litteraturen som metaforer og motiver. Maden
som en metafor i litteraturen kan repræsentere alt lige fra æstetisk stimulans
til eksistensens prosa i dens mest gråmelerede banalitet. Fortæring af mad
gennem tilberedning, er et af dagligdagens knudepunkter i social tekstur. Med
maden kan man forfører en, man har kær. Litteraturen og maden tilfredsstiller
menneskets behov, der involverer mundene. Dette ses blandt andet på den måde,
folkemunde omtaler litteraturen på. Vi alle kender metaforerne såsom: ”at fordøje et budskab”, ”Noget at tygge
på”, ”at sluge en bog” etc.
Mad i
litteraturen ses helt tilbage i biblen i blandt andet fortællinger om
syndefaldet og den hellige nadver. Mad i form af et æble i syndefaldet, fordriver
Adam og Eva fra paradiset, hvorpå mennesket mister sin uskyld. Nadveren fungerer
som en soning på syndefaldet. Her gav Jesus vin og brød til sine disciple på en
skærtorsdag. Brødet repræsenterede hans legeme og vinen hans blod. I Det Ny
Testamente står der blandt andet: “Dette er mit legeme, som gives for jer;
gør dette til ihukommelse af mig!”.
Ligeledes gav Jesu kalk til sine disciple og sagde: “Denne kalk er den nye
pagt ved mit blod; gør dette, så ofte som I drikker den, til ihukommelse af
mig.” Kalken fungerer som en pagt med gud og et evigt liv, hvilket man kan
gøre i kirken ved at tage del i nadveren, og bekræfte sin tro på kristendommen.
Nadveren opvejer Adam og Evas synd, og giver mennesket frelse og syndsforladelse.
På en eller anden måde, kan man sige, at maden, symbol på Jesus’ legeme, der er
vejen til guds hjerte. Nadveren og syndefaldet spiller også en rolle i den
senere litteratur, barokken, hvor maden især er et forgængelighedsmotiv. Thomas
Kingo med sin salme ”Taksigelse efter HErrens Nadvere” fra 1861, skriver
om, hvorledes mennesket takker Jesu for frelse, og opnår frelse gennem
nadveren, der husker mennesket på Jesus’ offer for menneskeheden. Dette ses
allerede i salmens start; ”Tak for din Død, min Siæle-Bood. Hvorved du
frelste mig”. Jesu fungerer som sjælens hyrde, idet Jesu sætter sig selv
før fårene (Johannes Evangeliet), hvorledes han varsler om sin død og lader sig
korsfæste for at belære mennesket og give det syndsforladelse. Forsoningen med
gud, ses i historien om Jesu, der gav vin og brød til dine disciple ”O Jesu,
lad dit Legemes Brød. Og Blode-skaale”. Mennesket fremstilles gennem Kingo
digt, som syndigt, og at det kan opnå frelse gennem troen på Jesus’ offer
gennem nadver. Kingo skriver om en allegorisk forståelse af verden, hvilket vil
sige, at der er tillagt symboler, der bevirker, at der er en overført betydning
til formål at forstå verdenen på. Maden er en overført betydning på frelse.
Langt de fleste har oplevet at tage del i en
nadver. Køen til alteret og dermed deltagelse i nadveren syntes uendeligt lang,
og selvom vinen og brødet ikke behager smagsløgene, så drikkes og spises det
med omhu. Indtagelsen deraf giver mening og forståelse for verden, hvilket
skyldes fortællinger om Jesus’ gave til mennesket, frelse og beskyttelse, som
han gjorde, dengang opgav sit liv for menneskeheden.
Mad kan bruges på mange måder. Maden blev i den
barokke kunst brugt som symbol på; forgængelighed, forfald, nydelse og
skrøbelighed. Maden vil kunne ses som mennesket selv og dets livsforløb. Taget
der for eksempel udgangspunkt i et æble, en pære eller en drue, så vokser de
sig modne, hvorefter de går i forfald og dør ud. Og da maden har flere
betydninger, så kan man også diskutere, hvornår et måltid er helligt, idet
nadveren tillægger maden en guddommelig og hellig karakter, der er i stand til
at redde menneskeheden.
Det er indlysende, at maden i nadveren er hellig,
idet det er en pagt med gud, der giver mennesket frelse. Men er maden kun
hellig, hvis den bringer en tættere på gud? Vil et helligt måltid ikke også,
kunne være et længe ventet måltid efter en lang og hård træning, da man her
uden omtanke blot kan nyde en ret uden at tænke på usundt og sundt? Ligeledes
vil man kunne argumentere for, at mad får tillagt en hellig betydning, idet det
giver en mening og tilhørsforhold i livet, når man for eksempel spiser det med
personer, man har af hjertet kært. Så også selvom samfundet i dag ikke er så
religiøst, som det var engang, så hellig mad eller helligt måltid endnu
bevaret. Så selvom nogle mister troen på gud, så opgives troen på noget at
hengive sig til ikke. Maden bliver en pagt mellem mennesker eller for troende
gud og mennesker. Når ordet ”hellig” bliver tillagt mad, så fremkommer især en
tosidet betydning. På den ene side maden, som udryk for noget
helligt/guddommeligt, og på den anden side maden som noget dyrbart og betydningsfuldt.
De to sidste lægger især op til, at en nutidig fortolkning af et helligt måltid
eller helligt mad, idet et helligt måltid kan forstås som blandt andet
økologisk mad, som nogle mennesker dyrker. Ligeledes kan et helligt måltid
oversættes med særlige stunder, hvor man samles til gilde med sine kære.
En økotilhænger vil kunne anse gud for at være en
grøntsag. De tilbeder og dyrker økologiske råvarer, hvor kokke, professionelle
såvel som mennesker uden profession, fungerer som formidlere af budskabet om de
guddommelige råvarer, hvorpå de opnår en titel som præster. Dermed kan man
tænke sig til at overspisning måske skyldes, at man har mangel på
tilhørsforhold og tryghed i form af, at ”gud er død” og at man ikke har en
kernefamilie. Maden indtager den tomme plads, hvorpå man opnår
tilfredsstillelse. Følelsen af ensomhed såvel som kedsomhed kan lede en til at
tilfredsstille sine behov gennem mad, da mad er; trygt, velsmagende, hyggeligt
og tidsfordrivende. Indtagelse af mad kan få en til at lukke sig ude af
omverdenen og de tilhørende problemer, eller i værste fald give en trøst.
Mad virker tilfredsstillende, hvilket det
formentlig altid har gjort. Lige fra mennesket tog sit første åndedrag, har
maden haft til formål at stille behov. Gennem tiden har maden formået at stille
flere og flere behov. Datidens menneskers behov var sult, således overlevelse
var en mulighed, hvor samtidens menneske har et bånd med maden, som var det et
andet individ. For nogle kan maden virke tryg, og man kan føle en form for
tilhørsforhold med den såvel som med andre mennesker. Maden bliver hellig og
meningsfuld.
- Helene
Ingen kommentarer:
Send en kommentar