Mad som følelser

Jeg har personligt ikke oplevet meget i mit liv, hverken når det kommer til sorg eller lykke. Noget af det, der dog står klarest i min erindring er dengang min første hund døde. Det var første gang, jeg oplevede en så inderlig, ubarmhjertig og fuldstændig ubærlig sorg, og det var svært pludselig at skulle håndtere en sådan følelse. Det der hjalp mig til at bære sorgen og komme gennem den svære periode var for mig musik. Det føltes befriende at sætte en sang på, der bare mindede det mindste om sorgen og så lade følelserne vælde op i mig. På samme måde som mig er der mange, der bearbejder sit indre kaos af følelser ved at forbinde dem med noget konkret og sanseligt. I litteraturen er dette gennem århundreder blevet udnyttet til at kunne beskrive og udtrykke bestemte følelser og sindstilstande, og her er mad, som noget sanseligt, i høj grad blevet anvendt.

Mad har altid fyldt en enorm del af menneskets hverdag lige fra urtidens første mennesker til den travle og senmoderne hverdag anno 2014. På trods af dette har menneskets syn på mad og madens rolle i hverdagen ændret sig drastisk gennem tidens løb. For millioner af år siden var mad intet andet end en forudsætning for liv og er det i princippet stadig i dele af verden i dag. Gennem tiden har det ændret sig, og mad er gået fra at være en basal betingelse for liv til at være et symbol på magt og status, Herren og Jesus, kærlighed og erotik, livet som et forgængeligt fænomen, uligheden i samfundet og i dag som en måde at promovere sig selv på. Dette kan findes som eksempler overalt i kunsten og litteraturen, helt fra det gamle testamente til Instagram-opdateringer i dag. Mange af de nævnte eksempler er eksempler, hvor noget abstrakt bindes på noget konkret, som her er mad. Det hjælper på forståelsen at kunne forbinde svære og abstrakte begreber, som kærlighed eller troen på Gud, til noget konkret og sanseligt, og det gør det nemmere at forholde sig til svære og ellers ubeskrivelige følelser.

I et værk af Kristian Ditlev Jensen fra 2004, Livret, ses netop denne måde at forholde sig til følelser på. I en passage i bogen, Blodrøde jordbær, fremstilles sindstilstanden af en mand gennem den måde, hvorpå han opfatter smagen af et jordbær. Da hovedpersonen spiser det første jordbær rammes han af et kaos af smagsindtryk, som han har svært ved at sammenfatte til en helhed. Man fornemmer hans frustrationer gennem de modsætninger, han opstiller: på én gang smager bærret både feminint og maskulint, stærkt og mildt, harmonisk og uharmonisk og tykt og tyndt. Jordbærret bliver pludselig et udtryk for hans liv som ét stort kaos, og han har svært ved at få overblik, hvilket frustrerer ham. ”Jeg kan godt smage det, men det giver ingen mening.” siger han og giver i ord udtryk for den meningsløshed, der har ramt ham.

Da hovedpersonen spiser et jordbær mere, lader det til at han pludselig kan smage det, jordbærret i virkeligheden smager af – nemlig urin, afføring og sort hår. Det kan ses som om, at personen i værket pludselig rammes af virkeligheden og konfronteres med de følelser, han har haft så svært ved at åbne op for. Hans sorg og vrede kommer til udtryk i en endeløs række af ulækre og negative ting, han forbinder jordbærret med. Inden dette skift i tonen opstår, er der en sætning, der lyder: ”Han holder fat i bærrets grønne top med pege- og tommelfinger og lader det svinge dér i luften, som om han kunne slippe det hvad øjeblik, det skulle være.” Her bliver jordbærret et symbol på livets skrøbelighed, og på hvordan vi alle kun hænger i en tynd tråd, der kan knække når som helst. Dette hænger sammen med årsagen til hans frustration og sorg.

Ser man Blodige jordbær i hele sin kontekst med værket Livret, forstår man, at kærligheden spiller en større rolle, end det umiddelbart lader til. Hovedpersonens kone har taget sit eget liv, og hans frustration, som udtrykkes i Blodlige jordbær bunder altså i en stor sorg over dette tab. Det kommer til udtryk i teksten, da der lægges stort fokus på modsætningerne mand og kvinde, og liv og død, som peger på det forhold, han havde med sin kone og det faktum, at hun nu er død. Den forvirring hovedpersonen udtrykker, da han spiser det første jordbær, bliver et symbol på den meningsløshed, han føler ved at skulle leve et liv uden sin kone. Hans indtryk af det andet jordbær er et udtryk for hans sorg over sit store tab og hans vrede over, at hun har forladt ham.

Mad er, selvom man sjældent tænker over det, ofte forbundet med følelser i form af kærlighed og elskov. Som nævnt er kærlighed et fænomen, der kan være meget svært at udtrykke i ord, og det kan derfor være lettere at udtrykke den gennem noget sanseligt som mad. For eksempel kan det at lave en lækker middag til en, man holder af være et udtryk for en handling af kærlighed. På samme måde tager man som regel på date på en restaurant og spiser en middag, fordi det er romantisk. Det er ikke noget, mennesker tænker så meget over – sådan er det bare.

I 1838 udkom et digt af Emil Aarestrup. En Middag gengiver en romantisk scene, hvor Aarestrup beskuer en kvinde gennem sansning af mad. Maden bliver et udtryk for hans forelskelse og begær efter kvinden og hun et objekt for den. Digtet beskriver dog kærligheden som noget, der kun findes, når den er umulig og derfor fylder adskillelse og forgængelighed også en stor rolle i digtet. ”Og orangens søde skive I din purpurmunds indfatning, fik for tabet af sin guldhud, en guddommelig erstatning.” Her ophøjes kvinden til noget guddommeligt, men samtidig gives der udtryk for det tab, der var forudsætning for dette – at appelsinen måtte miste sin skal. På denne måde eksisterer kærligheden i digtet kun i kraft af modstanden mod den.

                      De samme temaer tager plads i Kristian Ditlev Jensens værk, men på en måde, hvor tabet ikke ses som en forudsætning for kærligheden og nydelsen, som i Aarestrups digt, men blot for den smerte den forårsager.

Mad, som er en sanselig ting for os mennesker i både syn, lugt, følelse, smag og selv hørelse, er en oplagt tilgang til at beskrive situationer eller følelser, der er svære at beskrive i helt ren form. Det er derfor ikke mærkeligt, at der gennem tiden er skrevet en lang række værker med mad, ikke som centrum, men som en måde at formidle følelser og abstrakte fænomener på. Dog kan mad som beskrivelse og formidling af sindstilstande, følelser osv. være en ret bred og upræcis måde at skrive på. Naturligvis er sanser noget af det mennesker allerbedst kan forholde sig til, men kan tolkes på mange forskellige måder. Det kan derfor være svært, når man læser et værk, hvor maden formidler det centrale i teksten, da det vil være svært at vide, hvorvidt værket skal læses erotisk, romantisk eller i en religiøs sammenhæng. Det er en ulempe, og man kan nemt forstå noget i værket, som egentlig ikke er relevant.

                      På trods af det vil mad nok alligevel altid blive inddraget i tekster, da den fylder så meget af menneskets hverdag i forvejen og altid vil gøre det. Desuden er det naturligt, at man kan tolke værker på alverdens forskellige måder, og det at mad bidrager til endnu flere tolkninger gør det blot mere interessant at arbejde med. 

Mad er altså ikke længere noget, man blot spiser for at overleve eller for smagen i sig selv. Den er blevet en væsentlig del af litteraturen og har i århundreder været en primær kilde til at udtrykke bestemte følelser og sindstilstande på. På samme måde kan andet sanseligt foruden mad virke på samme måde – ligesom musik, som jeg selv fandt trøst i, da jeg mistede en, jeg holdte af.

Amalie Nielsen