En smag af noget

Mad kan være ufatteligt individuelt og personligt. Man kan have et særligt forhold til en bestemt ret, eller have en hemmelig opskrift til den der populære lasagne, som alle er så vilde med. Det er svært at beskrive hvad mad kan gøre ved os, hvordan det påvirker os. For den samme ret kan smage forskelligt, alt efter hvem der spiser den.

Her står jeg så. Alene på en fredag aften med to hunde som eneste selskab. Resten af familien er enten til julefrokost eller fest og er rigtig ude og være sociale. Og hvad gør jeg? Jeg laver en ordentlig stor portion risengrød til mig selv. Hvorfor? Det er hverken på grund af årstiden eller højtiden. Ja, mange forbinder risengrød med julen og den bidende kolde vinter. Personligt går jeg slet ikke ind for at man deler mad ind i sæson og årstid.

At opveje den mængde grødris, der passer til en liter mælk. 125 gram.

Jeg kan godt se ideen med, at hvis man kun spiser en bestemt ret på et bestemt tidspunkt af året, så bliver det noget særligt, noget specielt. Man ville ikke se frem til smagen af and, hvis man fik den hver eneste måned året rundt. Så er der selvfølgelig også det faktum at visse grøntsager og frugter er modne på det ene og det andet tidspunkt af året.

Der kommes lidt vanilje i grøden, så den får en lækker og hyggelig smag. Ja, en smag kan godt være hyggelig.

Jeg går mere ind for at man spiser hvad man vil, når man vil. Jeg føler ikke for at få en livslektion om, at nogen (min mor) synes det er upassende at spise risengrød en juni aften. Ja, det har hændt. Grøden var ikke engang til hende. Nu er det nemlig uheldigvis sådan, at jeg er den eneste i mit hus, der kan lide at spise risengrød. Derfor er det tæt på aldrig vi får det.

Grøden skal op at koge, hvorefter jeg skruer ned for varmen og putter låget på gryden.

Dengang mine søskende og jeg var små, fik vi kun risengrød, når mine forældre ville have skinkebrød. Min søster fik ikke risengrød, hun kan ikke tåle ris. Det vil sige at de få gange, der endelig blev serveret risengrød, var det kun til min lillebror og  mig selv. Det var den første ret, jeg lærte at lave. Måske ikke så pralende, når man tænker på enkeltheden ved det, men det var stort for mig dengang.

Låget løftes og der røres rundt i det, der endnu bare er varm mælk. Det skulle nødigt brænde på.

Det lyder helt tosset, når man sådan ser det på skrift. Jeg står faktisk og bliver næsten sentimental over at lave en rimelig kedelig og ordinær ret. Det er skørt hvordan noget så trivielt og simpelt kan have en følelsesmæssig effekt på mennesker. Jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste med en ret, der bringer minder frem.

Der tændes op i brændeovnen i stuen. Jeg nægter at spise alene ved det store spisebord. Ingen grund til at understrege ensomheden.

Hvordan kan det egentlig være at mad er gået fra kun at være noget man skulle have for at overleve, til at blive noget, der kan placeres på lige linje med fotoalbummet eller sjove historier fra de gode gamle dage? I dag er mad meget let tilgængeligt for os, medmindre vi bor i den tredje verden desværre, og det er efterhånden blevet et svært emne at undgå, mad.

Jeg bliver lige nødt til at tænde radioen for at overdøve stilheden i huset.

Mad er noget der er på vores hjerner hver eneste dag, og det er uanset om vi spiser noget eller ej. Hvis vi spiser mad, og det gør de fleste jo, tænker vi enten på hvor godt det smager, hvor meget vi nyder det eller hvor godt selskab vi er i mens vi spiser det. Hvis vi ikke spiser noget mad, kan det være man tænker frem til det næste måltid, tænker tilbage på det forrige, drømmer om sin livret eller prøver at ignorere en gnavende sult. Om man vil det eller ej, så fylder mad utrolig meget i stort set alles hverdag. Det er der ingen vej udenom.

En fordel ved at være alene i huset er, at man kan skrue så højt op for musikken, som man lyster, og ingen kommer og siger at det er skod.

Nu kan det selvfølgelig være, at der findes nogen, som er exceptionelt gode til ikke at fokusere på mad dagen lang, men det skal medierne nok kunne hjælpe med. Fjernsynet er efterhånden proppet med programmer om hvordan man laver flot og lækker mad, programmer hvor mennesker dyster om at lave den bedste kage og andre programmer hvor mennesker er uduelige i et køkken. Blade og magasiner er proppet med kure og de sundeste opskrifter, som selvfølgelig er tilpasset årstiden, det er klart.

En dyb skål, et strøg kanel og en klat smør. Så kører det. Det obligatoriske glas saftevand og jeg er 7 år gammel igen.

Kort sagt er mad et uundgåeligt emne. Hvilket er hvad der gør mad til noget kulturelt. Vi elsker at tage ud og spise på restauranter. Mad smager bare bedre, når vi ikke selv har lavet det, og ikke selv står med opvasken bagefter. Det har jeg i hvert fald hørt.

Det kan heller ikke benægtes at mad smager bedre, når man er i godt selskab. Madens smag kan sågar være afhængig af den sindsstemning, man er i besiddelse af idet man spiser det. Det er i hvert fald det, der bliver givet udtryk for i ”Blodige Jordbær”, som er skrevet af Kristian Ditlev Jensen, hvor smagen af et jordbær forsøges at beskrives. Men det er svært. Det er svært at beskrive smagen, for smagen bringer med sig associationer, som har meget lidt med smagen af et jordbær at gøre. Eller også forsøger han blot at vise, hvor mange forskellige måde hvorpå man kan beskrive en smag, ”Er den mandig? Ja. Og lidt simpel og fjollet i det”.

Hver gang jeg spiser risengrød bliver jeg automatisk mindet om min bror, der sidder over for mig ved bordet. Hvordan vi næsten har en hemmelighed sammen, fordi vi er de eneste der spiser den hvide grød.

En smag er en meget kompleks ting. Netop fordi en smag er meget mere end noget der foregår i munden. Smagen føres lynhurtigt videre til hjernen, hvor vi begynder at mindes om andre ting, der minder os om smagen. Ligesom i ”Blodige Jordbær” hvor han spiser sit andet jordbær og han kommer til at tænke på blod. Han bygger hurtigt videre på tanken om blod og ender ud med at jordbærret smager af pis og lort. Langt de fleste mennesker vil være dybt uenige i denne beskrivelse af et jordbærs smag, men det viser hvordan smagen af mad ikke kun handler om hvad vi smager, men hvad vi tænker når vi spiser det.

Det er hvad der sker for mig når jeg sidder foran pejsen og spiser min risengrød. Jeg smager ikke bare risengrøden, jeg smager fortiden og barndommen, jeg smager en simplere tid, hvor min største bekymring var, om slikskålene var blevet fordelt ligeligt, eller om de andre havde fået mere end mig. En smag kan sjældent nøjes med at blive beskrevet med et enkelt ord.

Det er langt fra kun smagsløgene, der er på arbejde, når man spiser et måltid. Hjernen arbejder hårdt for at følge med den tankestrøm, der kan være forbundet med en bestemt smag, eller bare en bestemt duft af et måltid. Mad kan smage af mange ting. Ting som ikke altid har noget at gøre med salt, oregano eller østerssovs, men som kan have med alt andet at gøre end maden selv. Og netop derfor kan mad fylde utroligt meget hos et menneske.

- Mathilde Fjord